Georg Mohr-Konkurrencen
Georg Mohr-Konkurrencen er en matematikkonkurrence der henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser. Den blev grundlagt i 1991.
Georg Mohr-Konkurrencen afvikles i to runder. Første runde afholdes midt på efteråret, og anden runde i januar. Første runde kræver ingen tilmelding, og alle kan deltage. Med et godt resultat i første runde kvalificerer man sig til at deltage i anden runde.
Særligt dygtige elever der endnu ikke går i gymnasiet, kan også deltage.
Læs mere om konkurrencen på georgmohr.dk.
Første runde 2019
Georg Mohr-Konkurrencens første runde
Georg Mohr-Konkurrences første runde består af 20 opgaver. De første ti er multiple choice-opgaver med fem mulige svar, og de sidste ti opgaver skal besvares med et facit som er et positivt heltal. Ca. 15.000-20.000 deltager årligt i 1. runde.
Alle tidligere opgaver findes på Georg Mohr-Konkurrencens hjemmeside.
Georg Mohr-Konkurrencens anden runde
Konkurrencen er en fire timers skriftlig prøve, som i begyndelsen af januar afholdes på samme dag rundt omkring på de deltagende elevers egne skoler.
Opgavesættet består af fem opgaver af varierende sværhedsgrad. Alle tidligere opgavesæt findes på Georg Mohr-Konkurrencens hjemmeside.
Hvert år deltager ca. 800-1500 i 2. runde fordelt på ca. 180-200 skoler.
Fordybet i matematik
Vindere og internationale konkurrencer
Der kåres 60-70 vindere og wildcard ved 2. runde, og de inviteres til et 3-4 dages vinderseminar, hvor der arrangeres foredrag, opgaveløsning samt fagligt og socialt samvær.
Efter vinderseminaret får ca. 30-40 elever tilbud om at deltage i Den Nordiske Matematikkonkurrence. For dem bliver der afholdt yderligere træning, og de har mulighed for at kvalificere sig til internationale konkurrencer.
Danmark deltager i Den Internationale Matematikolympiade (seks
elever), Den Europæiske Matematikolympiade for Piger (4 deltagere) og
holdkonkurrencen Baltic Way (fem deltagere).
Følg os på Facebook
På Facebook kan du følge med i nyheder om konkurrencen, få opgaver hver dag i to uger op til første runde, få en julekaldender med sjove opgaver og blive opdateret om spændende arrangementer på de matematiske instituter, hos UNF og andre.