[an error occurred while processing this directive] ScienceOlympiaderne
[logo] [foto]

ScienceOlympiaderne

ScienceOlympiaderne består af seks uafhængige nationale olympiader i biologi, datalogi, fysik, geografi, kemi og matematik. Olympiaderne afholdes årligt, og alle gymnasiale uddannelser i Danmark inviteres til at deltage.

Finalen i biologi

Formålet med ScienceOlympiaderne er at opmuntre unge naturvidenskabelige talenter til at udvikle deres evner, interesse for og viden om naturvidenskab sammen med andre talentfulde unge.

Det unikke ved ScienceOlympiaderne er, at der er fokus på et specifikt fag, som dyrkes på et meget højt niveau, og at de bedste sendes videre til de mest prestigefyldte internationale olympiader, hvor danske elever kan konkurrere mod verdens bedste.

De første runder for de dygtige og motiverede elever

De første runder afholdes på gymnasierne, og formålet er at inspirere og skabe interesse for faget ved at vise eleverne interessante og udfordrende problemstillinger, som de ikke ser i den daglige undervisning. Et andet formål er at udvælge de dygtigste i hele landet. Ca. 25.000 elever deltager årligt i de første runder.

Camps og flere runder for de dygtigste

Efter de første runder udtages de bedste i hvert fag til flere camps, og på baggrund af flere tests udvælges olympiadeholdene. Her er målgruppen de absolut bedste i landet, som viser en fremragende forståelse af faget. Denne gruppe savner ofte udfordringer i den daglige undervisning, og på campene arbejder de med faget på et meget højt niveau sammen med andre og udvikler deres talent, så de kan deltage i de ekstremt udfordrende internationale olympiader.

Fordybet i matematik

Campene giver dem desuden et livslangt netværk med andre unge, som de kan udforske faget sammen med. Hver af de seks olympiader afholder årligt 5-7 camps af 3-6 dages varighed. I alt deltager ca. 250 deltagere elever i disse camps.

Internationale olympiader

Hvert år deltager Danmark i de seks internationale scienceolympiader, som er de mest prestigefyldte scienceolympiader i verden for gymnasieelever. Man kan kun kvalificere sig til at deltage i disse olympiader via ScienceOlympiaderne. Vi sender også danske hold til regionale konkurrencer som nordiske og baltiske konkurrencer.

Ud over at olympiaderne er en stor akademisk udfordring, giver de også mulighed for at møde andre unge fra hele verden med samme interesse og kunnen. Derved kan der skabes fremtidige netværk mellem de unge.

Olympiadeorganisationerne

De seks organisationer har mange års erfaring med at afholde faglige olympiader og træne de allerdygtigste til de internationale konkurrencer. Organisationerne består af gymnasie- og universitetsansatte samt studerende, der er tidligere deltagere i internationale scienceolympiader. Desuden har vi et stort internationalt netværk, hvor vi samarbejder med tilsvarende organisationer i udlandet, især de nordiske lande, de baltiske lande og Tyskland.


Sponsorer

ScienceOlympiaderne er bla. støttet af Novo Nordisk Fonden, LEO fondet og Børne- og Undervisningsministeriet.

Børne- og Undervisningsministeriet

[Foto]

LEO Fondet

[Foto]

Novo Nordisk Fonden

[Foto]

Webmaster: Kirsten Rosenkilde